Jagthytterne ligger på Værnet. Hytterne er et vidnesbyrd om jagtens udvikling fra en nødvendighed i et barsk område til en attraktiv fritidsaktivitet og om den helt nødvendige naturpleje. Husene står i bunden af Ringkøbing Fjord. Fra Vesterhavsvej fra Nymindegab eller Nørre Nebel drejer man nord på ad Vesterlundvej. Herfra kører man ca. 4,5 km stik nord på, hvorefter man kommer til Jagthytterne på venstre side (mod vest). Som Tipperne er et paradis for fuglene, så er Værnengene i lige så høj grad et paradis for jægerne. Her er udsynet vidt.. Det er derfor ganske naturligt, at jægere fra hele landet strømmer hertil i sæsonen, som strækker sig fra 1. september til den, 31. Januar.
Det var jægerne, som i 1930’erne begyndte at bygge hytter på Værnengene. Det var simple overnatningshytter, som lodsejerne havde givet jægerne lov til at opføre. De bestod af genbrugsmaterialer, f.eks. fra fiskekasser, overskudstræ, redskabsskure, hønsehuse eller gamle jernbanevogne og små rutebiler. Jagthytternes primitive arkitektur og forskellighed understøtter i dag oplevelsen af kulturmiljøet og hele områdets fortælling. Fra 1930´erne til slut 1960´erne er opført 327 midlertidige jagthytter på Værnengene.
Hytterne ligger i tre tætte klynger, der er indlejret i landskabet. I dag bruges hytterne i forbindelse med jagten på Værnengene og til fritids og rekreative formål. Jagthytterne regnes i dag for fredet kulturmiljø og knytter sig til det sjældne landskab der også afspejler tidernes jagtkultur. Hytterne viser jagtens udvikling fra hård livsnødvendighed til moderne, attraktiv fritidsaktivitet. De er det fysiske udtryk for den vigtige lokale naturpleje. Jagthytternes bærende værdier knytter sig til landskabet, den primitive arkitektur, forskelligheden i materialer og udsmykning samt den overordnede struktur i bebyggelsen, der indlejrer sig i landskabet i klynger.
Man ønsker fortsat at bevare det primitive liv i hytterne og fællesskabet med de andre hytteejere gennem jagt og fiskeri, stilheden og roen i nærheden til naturen og fuglelivet …
De fleste af hytterne står på lejet grund. De 327 hytter står på jord der ejes af bare 10 lodsejere. Mens hytterne oprindeligt kun var udstyret med stearinlys eller petroleumslamper, vand fra medbragt dunk og gammeldags das, har mange i dag elektrisk lys, radio og TV, kemisk toilet, gaskomfur og køleskab, gasovn eller brændeovn, og rindende vand fra store vanddunke med pumpe o.lign.
Hytterne har udviklet sig fra rene jagthytter benyttet af jægere i sæsonen til familiehytter der bruges som fritidshus af hele familien. Det sociale samvær med familien og andre hytteejere har fået mindst lige så stor betydning som jagten, og naturen er stadig den væsentligste grund til, at hytteejerne tiltrækkes af Værnet. Hytterne på Værnet bruges fortsat som basis for jagt og fiskeri som oprindeligt, men har udviklet sig fra oprindeligt at være rene jagthytter til nu at være familie fritidshytter, hvor samværet med børn og børnebørn, enten i hytteejernes egen hytte eller fordi børnene selv har købt hytte på Værnet, fylder en del.
Foreningen af Hytteejere på Værnet blev stiftet i 1969. Foreningen har et sæt ordensregler, der blev udarbejdet efter fredningen af Værnengene i 1972. Reglerne opstiller retningslinier for hytterne og arealerne mellem dem, som hytteejerne forventes at overholde. Alle hytteejere skal være medlem af foreningen. Man ønsker fortsat at bevare det primitive liv i hytterne og fællesskabet med de andre hytteejere gennem jagt og fiskeri, stilheden og roen i nærheden til naturen og fuglelivet.
Alle 327 hytter er forskellige. Hytternes størrelse varierer fra ét rums hytter på 8-10 kvadrameter til hytter med 2-3 rum på mellem 25- og 30 kvadratmeter. Typisk består en hytte af stue, køkken og kammer med køjesenge samt et ”toilet/badeværelse”.
Der må ikke kloakeres, opsættes hegn og master, flagstænger, antenner, paraboler, solceller eller vindmøller. Der må ikke plantes hække, træer eller buske og ikke etableres græsplæner. Hver hytte ejer må kun eje én hytte. Hytten må ikke udlejes eller anvendes til helårsbolig. Hytterne må ikke udvides og der må ikke etableres terrasser, udhuse eller lignende. Der må ikke indlægges vand eller el. Hytterne skal vedligeholdes således at deres ydre og specielle karakter ikke ændres. Ved udskiftning af tag- og facade beklædning skal materialerne være identiske med de tidligere eller være af samme ydre fremtræden. Hytter der forfalder skal fjernes af hytteejerne. Hytteejeren har ret til at genopføre en hytte, der ødelægges ved brand eller naturkatastrofe, men projektet skal godkendes, herunder hvilke materialer der anvendes
Den, 24. Juni 2004 fremsatte Fredningsnævnet en fredningskendelse for de 327 hytter. Kendelsen fastslog bl.a. – at der ikke må bygges flere hytter på Værnengene. De eksisterende må ikke udvides, og deres udseende ikke må ændres. Det er tilladt at ændre på hytternes interiør.